Quantcast
Channel: Strikkefåret
Viewing all 124 articles
Browse latest View live

Nøglering med hæklet hjerte - give away

$
0
0

Hold da op - nu er vi midt i februar og dette er mit første indlæg i år. Jeg har to nytårsfortsætter og begge går det lidt sløjt med.
For det første vil jeg drikke lidt mere rødvin i år. Her skal nok tilføjes, at mit indtag af diverse former for alkohol har været nærmest ikke eksisterende de sidste mange år. Dette skyldes delvist, at jeg har passet meget på min vægt og alkohol fremmer jo ikke ligefrem et vægttab. Indtil videre kan jeg tælle et enkelt glas hvidvin, så jeg er ikke gået helt amok ;) men jeg har stadig planer om, at jeg vil have lidt mere nydelse i mit liv og det må gerne være med god samvittighed, at jeg blandt andet giver mig selv lov til et glas vin en gang imellem.
Det andet fortsæt er, at jeg vil blogge mere end sidste år og selvom jeg har haft en langsom start, kan det nytårsfortsæt sagtens nå at blive en realitet. Nu er jeg i hvertfald i gang :)

I anledningen  af Valentinsdag har jeg kreeret en nøglering med et hæklet hjerte. Fredag aften kom min mand sent hjem fra arbejde og jeg sad og hæftede ender på hjertet. Da han så hjerte, var hans første reaktion "Nej er det til mig". Jeg måtte skuffe ham og fortælle, at lige dette hjerte fik han ikke...og resten må i tænke jer til ;)

Hjertet er lavet til en af mine søde læsere. Hvis du kunne tænke dig, at få denne nøglering sendt hjem til dig, kan du deltage i lodtrækningen ved at skrive en kommentar til dette indlæg. Jeg trækker en vinder lørdag d. 20. februar. Håber at mange vil deltage i denne lille give away - fra mig til dig :)

Genbrugsstrik top down

$
0
0

I sidste indlæg fortalte jeg lidt om mine to nytårsfortsætter. Jeg har faktisk et enkelt mere, som jeg virkelig gerne vil gøre noget ved. Jeg vil helt seriøst forsøge, at få ryddet ud i mine ufærdige påbegyndte og endnu ikke påbegyndte projekter, nedbringe mit garnlager betydeligt og få sorteret i alt det andet nørklerelaterede.
Det bliver et stort arbejde, men jeg er allerede godt i gang. Selvom jeg selvfølgelig på forhånd vidste, at jeg har meget på "lager" er det alligevel kommet lidt bag på mig, hvor meget man egentligt kan samle sammen efterhånden. Det gør det jo heller ikke bedre, at jeg altid har interesseret mig for mange forskellige håndarbejde og hobby relaterede genre. Jeg har sorteret garn og har efterhånden styr på, hvor meget jeg egentlig har - jeg har planer for noget af garnet, så der skal ikke indkøbes noget foreløbig. Jeg har fundet nogle småting, jeg vil lave. Blandt andet et lille broderi og så er der lidt strik, som kun mangler lidt montering. Ja jeg bliver ikke "arbejdsløs" lige foreløbig ;)

Jeg regner med at mange af de ting, jeg får lavet i år er fra gemmerne, så man kan vel sige at temaet i år er "Brug det jeg har". Jeg ved selvfølgelig godt, at der vil snige sig ting ind af bagdøren og det skal der også være plads til, men lige nu har jeg et stort behov for at minimerer mængderne.

Farverne er lidt svære at gengive - nederst ses den cardigan jeg "fandt" og øverst ligger den  trøje der allerede er godt på vej
Det første jeg har kastet mig over er en cardigan, som jeg begyndte på for en del år siden. Da jeg genså den blev jeg igen betaget af de smukke farver og jeg fik bare lyst til at strikke med dette garn. Jeg har valgt at strikke topdown, men i stedet for den cardigan, der var på pindende, bliver det nu til en trøje. Cardiganen var strikket på pind 5 og det var alt for kompakt - måske er det derfor, den aldrig blev færdig. Jeg har valgt at strikke på en pind 8 i stedet. Det bliver meget mere lækkert, blødt og fluffy. Jeg er vældig tilfreds indtil videre.

Her kan man tydeligt se den forskel en pind 5 og en pind 8 giver i det samme garn
Dette billede gengiver farverne bedst - det er tre forskellige farver af farveskiftegarn, der danner striberne.

Vinderen af nøglering med hjerte

$
0
0

Min weekend har været lidt mere hektisk end først antaget. Jeg har blandt andet været til eftermiddagshygge, om lørdagen hos Garn og hobby ved Lunderskov, sammen med en flok andre hækle og strikkeglade piger. Det er jo altid hyggeligt, at møde andre med samme interesse, så det kunne jeg godt finde på at gentage en anden gang.

Søndag blev vi inviteret på frokost hos gode venner og det var som altid en dejlig, sjov og grinende affære :)

I dag har jeg så haft tid til at få trukket en vinder af nøgleringen med det hæklede hjerte.
Der var 23 deltagere og det blev jeg faktisk lidt overrasket over. Jeg havde slet ikke forventet, at så mange ville deltage i sådan en lille Give away. Så derfor jeg kan da godt finde på at lave en lignende en af slagsen en anden gang. Tusind tak til alle jer der deltog, det betyder meget for mig, at nogen har lyst til at vinde en lille ting, som jeg har lavet :)

Vinderen af nøgleringen blev Anja, som i sidste øjeblik havde lagt en kommentar. Tillykke til Anja :) Hvis du sender mig din adresse, så sender jeg gevinsten til dig hurtigst muligt.

Hæklede kaniner

$
0
0

Den sidste uges tid har jeg blandt andet brugt på, at hækle et par kaniner, tage billeder, skrive opskriften ren og sidst og ikke mindst få lavet dette indlæg. Nu er jeg så blevet færdig med det hele og jeg håber i vil tage godt imod mine kaniner, Jeg kalder dem Kirsten Kanin og Karsten Kanin. Opskriften er gratis og er en påske hilsen fra mig. Jeg håber kaninerne kan pynte rundt omkring. Der er selvfølgelig ikke så  længe til påske, men man kan sagtens nå at lave et par stykker inden.. Ellers er de jo også fine til næste år.

Kirsten og Karsten har selvfølgelig ønsket, at forevige sig selv på en masse billeder og jeg har derfor opfyldt deres ønske. Nedenfor følger et udpluk af de maaaange billeder, der blev taget, da kaninerne legede fotomodel for en dag,

"Se en spændende urtepotte Kirsten, mon den gemmer på noget godt - jubii jeg fandt en fin gulerod. Tror jeg vil kalde mig selv for heldige Karsten"
"Se Karsten jeg fandt et lækkert påskeæg. Skal jeg hjælpe dig med at få guleroden op?"
"Den gulerod sad godt fast. Nu kravler jeg op og nyder udsigten og min dejlige gulerod. Vil du også op Kirsten, for så kan jeg godt give dig en pote"
"Nå du vil hellere finde et andet sted. Jeg ligger mig lige ned og kikker på himlen. Du kalder bare ,når du har fundet et godt sted, hvor vi kan dele guleroden og ægget sammen. Tror jeg kan høre hun kalder nu, men så må jeg hellere hoppe ned og finde Kirsten"
" Det er altså et dejligt og romantisk sted du fandt til os.Her kan vi rigtig sidde og hygge os. Skal vi begynde med guleroden først?"

Har du også fået lyst til at hækle et skønt kaninpar....eller måske kun en enkelt, så kan du hente opskriften lige HER.

Melody luksus på tykke pinde

$
0
0

Lige nu har jeg en rigtig lækker jakke på pindene. Den hedder Melody og det er den norske strikdesigner Annelise Bjerkely, der har designet den. Mange kender sikkert allerede Ponchogenseren og det er også en af hendes designs. Hvis man færdes på facebook, har man ikke kunnet undgå at støde på den i diverse strikkegrupper. Jeg er sikker på, at denne jakke bliver mindst ligeså populær og da Garnhimlen, tilbød mig et kit, sagde jeg ja tak med det samme.

Jeg strikker min Melody i sommerudgaven. Det vil sige hele jakken strikkes med to tråde i henholdvis Belle (53% Bomuld, 33% Viskose, 14% Hør) og Kid-silk (75% Mohair, 25% Silke) og det bliver bare så lækkert blødt og luftigt. Begge garner er forøvrigt fra Drops. Farven jeg har valgt er Jeansblå. Det er en farve, som jeg nok skal få meget glæde af...passer perfekt til et par cowboybukser, men vil også være flot til et par lyse bukser.


Foruden sommerudgaven kan man også købe kit til Melody i alpaca-udgaven og  i mælkegarn-udgaven. Hvis du er nysgerrig angående farver og udgaver, kan du jo kikke forbi Garnhimlen og se udvalget ;)

Jeg bruger maskemarkører for at holde styr på hulmønstret. Det står der ikke noget om i opskriften, men jeg synes, det gør det hele meget nemmere og jeg bruger ikke tid på en masse tælleri.
Jakken strikkes nedefra og op i et stykke og her har jeg forsøgt at vise de to forkanter på en gang.
Jeg er lige begyndt på det ene ærmer og jeg bruger magic loop metoden. Når begge ærmer er strikket skal det hele samles og strikkes færdigt....ikke noget med ærmer der skal syes på til sidst - det synes jeg godt om :)
Sådan ser den færdige model ud. Billederne er lånt fra Garnhimlen
Jeg glæder mig til de næste dage, hvor vi også skal nyde nogle fridage. Det tegner til, at blive rigtig godt vejr ugen ud. I dag skinner solen fra en skyfri himmel og jeg drømmer om, at slæbe strikketøjet med ud på terassen, men jeg må nok blive indendørs og passe på mig selv. Jeg har inden for den sidste tid været syg af to omgange og jeg er ikke rigtig på toppen endnu...men måske sniger jeg mig ud alligevel...frisk luft er jo godt for både krop og sjæl og man kan jo nyde det i små portioner ;)

Træmand

$
0
0


Jeg vil gerne vise jer min fine "lego" træ mand. Da jeg første gang så et billede af figuren, var jeg solgt på stedet. Det var lidt tilfældigt, at jeg kom forbi et billede på facebook. Det var inden jul og der var en pige, som havde strikket en nissehue til hendes træmand og hun havde lagt billedet op i en af de håndarbejdsgrupper, som jeg klikker ind på en gang imellem.


Jeg er ret vild med træfigurer og jeg har altid været og er stadig rigtig glad for at bygge med lego, så denne legomand skulle selvfølgelig have en plads her hos mig. Det har den haft siden slutningen af marts måned og den lever bestemt op til mine forventninger.

Træmanden skulle efter sigende været håndlavet ... dele af den er drejet, men det er jo også en slags håndværk, sålænge det ikke foregår på fuldautomatiske maskiner. Manden bag figuren er dansk og ejer firmaet Won Wood, som laver enkle designs med inspiration fra scandinavien. Firmaet sælger træmanden som Wood man og det er jo ganske tydeligt, hvor inspirationen er fra...og jeg kalder den min legomand :)

De sort/hvide "klodser" er et Lego salt- og peber sæt, som jeg har fået af Katrine.
Figuren er ca. 17 cm høj
Flaget er lånt fra en Medusa figur og med flag vil træmanden da pynte på ethvert fødselsdagsbord :)

Melody min nye strikkede sommer jakke

$
0
0

Jeg er nu blevet helt færdig med min Melody Jakke og jeg er blevet rigtig glad for det endelige resultat. Den har været dejlig at have på pindene og kombinationen af bomuld, silke og mohair er bare mums.
Jeg har fulgt opskriften næsten 100%, dog har jeg strikket mine ærmer en mønsterrapport længere, da jeg har lange arme. Desuden valgte jeg, at strikke modellen uden lommer. I opskriften kan man vælge enten med eller uden lommer.

Jakken strikkes forholdvist hurtigt, da det er på pind 6mm og er bestemt ikke kedelig at strikke og så synes jeg, at den tilpas piget og feminin....
Jeg var lidt bange for at den blev alt for stor foroven, men da jeg fik taget ind på de sidste stykke, blev det rigtigt fint. Modellen har lidt rynkeeffekt og det er faktisk en sød detalje.



Det er Katrine, der har taget billederne og det har hun jo gjort godt igen. Jeg er bestemt ikke nem at fotografere og vi fik os da også nogle gevaldige grineflip undervejs. Det sjoveste var næsten da der kom en løber forbi, han kom også med på nogle af billederne og vi var flade af grin...her troede vi at vi kunne stå i fred og ro langt ude på landet med vores kamera, lave fotosession og lege model for en dag ;)
Vi havde faktisk lidt travlt, for det var 10 minutter før vi skulle køre og det skulle bare være nu de billeder skulle i kassen. Forinden havde jeg kæmpet med at hæfte ender, få lavet lukning og sy knapper i så det var i sidste øjeblik, at jeg fik den færdig. Katrine skulle rejse til USA og kommer først hjem om en måneds tid og så længe kunne jeg jo ikke vente med billederne, hvis det var Katrine, der skulle tage dem ....og selvfølgelig skulle hun det :)


Jeg kunne ikke rigtig finde nogle ensfarvede knapper, men så fandt jeg disse og jeg synes  altså de er lidt frække og passer perfekt :) 
Hvis du skulle få lyst til at strikke en lignende model, kan jeg fortælle, at Garnhimlen forhandler strikkekits til denne model fra Annelise Bjerkely og der findes også mange andre fine modeller af samme designer på Garnhimlens webshop.
Min udgave er strikket i Belle og kid silk fra Drops og er en sommerudgave,


Håber i nyder det gode vejr....i aften skal jeg på udflugt og høre nattergalen synge. Det er en tradition og plejer at være rigtig hyggeligt.

Give Away - vind et lækkert strikkekit

$
0
0

Tak for den positive respons jeg fik på mit forige indlæg. Det er for mig meget grænseoverskridende, at slå billeder op af mig selv og især når hele kroppen kommer med. Det kan man jo ikke se på billederne og mange har det sikkert ligesom mig.... Nu har jeg prøvet det et par gange og verden er jo endnu ikke gået under af den grund ;) så mon ikke det bliver nemmere efterhånden... det er jo nok ikke sidste gang, at  Katrine og jeg skal på fotosession, for det er til gengæld mega sjovt :)

I dag har jeg den glæde, at Garnhimlen har givet mig mulighed for, at udlodde et strikkekit til en af mine læsere. Det er selvfølgelig til den lækre Melody Jakke som jeg lige har strikket.

Strikkekittet indeholder opskrift og garn til Sommerudgaven. Sommerudgaven er strikket op i Belle og  Kid silk fra Drops og det bliver bare så lækkert blødt. Den heldige vinder kan selv vælge farve blandt flere lækre muligheder. Se udvalget inde på Garnhimlen lige her 

Hvordan deltager du ?

Du skal bare skrive en kommentar til dette indlæg og så er du med i lodtrækningen om kittet. Du må selvfølgelig meget gerne sprede budskabet, men det er ikke noget krav. Jeg vil selvfølgelig sætte stor pris på det :)

Vinderen trækkes søndag d. 26 juni, så sidste frist for at deltage er lørdag d. 25. juni.

HELD OG LYKKE :)

Vinderen af strikkekit fra Garnhimlen

$
0
0

Først og fremmest vil jeg gerne sige, at det har været en fornøjelse at se, hvor mange der har deltaget i lodtrækningen. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at så mange har været interesserede og gerne ville være med i kampen om strikkekittet. For det er et lækkert strikkekit, som Garnhimlen har givet mine læsere mulighed for at vinde. Desværre er der kun en heldig vinder, men mon ikke alle kan glæde sig på hendes vegne :)

Jeg har brugt True Random Number Generator og efter lidt arbejde kom jeg frem til, at der var 128 kommentarer (deltagere) tilbage, når gengangere og lignede trækkes fra.

Lykkenummeret blev nr 1, så mon ikke Dorte Scanvenius Nielsen er glad for, at hun fik lagt den allerførste kommentar til min giveaway.

Håber at høre fra dig hurtigst muligt Dorte, så Garnhimlen kan få den fine gevinst sendt af sted direkte til dig :) Send mig en mail med din adresse og hvilken farve du ønsker kittet i.

PS. Har jeg ikke hørt noget inden for en uge, så trækker jeg en ny vinder

Jeg har trukket en ny vinder

$
0
0
Eftersom jeg ikke har hørt noget fra vinderen af strikkekittet fra Garnhimlen, har jeg valgt at trække en ny vinder. Det er selvfølgelig lidt ærgeligt, men på den anden side er der nu en anden, der får glæde af den lækre gevinst.

Nr 33 var denne gang lykketallet og det blev derfor Hønsestrik, der var heldig.



Håber du kontakter mig hurtigst muligt, så Garnhimlen kan få sendt gevinsten ud til dig :)

OBS. Har jeg ikke hørt fra vinderen inden en uge, så trækker jeg en ny vinder!

Nu gik det lige så godt....

$
0
0

Ja jeg er her endnu og jeg vil forsøge at gøre en lang historie kort.

I løbet af foråret og sommeren har jeg følt mig lidt energiforladt og så havde jeg forskellige symptomer, såsom træthed, smerter i led og muskler, ondt i knoglerne, hukommelses problemer, koncentrations besvær, rodede rundt i sætninger og ord. Endvidere et massivt hårtab (heldigvis er der meget at tag af) og derudover havde jeg nogle depressionslignende symptomer og det havde jeg bestemt ingen grund til.
Alle mine symptomer blev bare forstærket som tiden gik, men jeg tænkte, det går nok over af sig selv
Jeg har før haft forhøjet stofskifte og slog det hen med at det var nok det der drillede, men så blev jeg alligevel så dårlig til sidst at jeg bestemte mig for, at en tur til lægen var nok på sin plads.

Jeg fik taget en blodprøve og allerede samme eftermiddag ringede lægen til mig. Jeg skulle straks møde på Horsens sygehus og der blev jeg så akut indlagt. Jeg havde blandt andet alarmerende høje calcium tal og var dehydreret. Kræftsygdommen Myelomatose (en form for knoglemarvskræft) som min mor døde var en af de sygdomme som jeg skulle udredes for, så det satte naturligt nok en masse tanker og bekymringer i gang. Jeg tror, at det har haft en indflydelse på mit forløb, at jeg er tidligere brystkræftpatient. men jeg tror også, at lægerne var lidt usikre på, hvad der egentlig var galt med mig og de tog det i hvertfald seriøst. Jeg har været igennem rigtig mange forskellige undersøgelser og scanninger, fået lagt adskillige drops og jeg var også en tur på Århus kommunehospital under min indlæggelse,

Heldigvis fandt man ud af, hvad jeg fejlede. Jeg havde Primær hyperparathyreoidisme. Nu bliver det lidt teknisk - Når man har hyperparathyreoidisme producerer en eller flere af ens biskjoldbruskkirtler for meget PTH (som er et hormon) og kalkniveauet i blodet bliver for højt. PTH regulere niveauet af calcium/kalk i kroppen og der kan være risiko for at det udvikler sig til knogleskørhed, da ens knogler afkalker.

En af mine bikjoldbruskkirtler var vokset til 3 x 4 cm og normalt er sådan en krabat på størrelse med spidsen af en kuglepen. Jeg blev beroliget med, at der normalt ikke findes kræft, men at de selvfølgelig ville undersøge det. Jeg fik meget hurtig en tid til operation, så det var godt jeg ikke skulle vente mere end højst nødvendigt, når det nu skulle være.

Selve operationen gik godt og sidst i august fik jeg besked på, at der ikke var fundet kræft. Selvom jeg har været ved godt mod og har holdt humøret højt udad til, kan jeg bagefter sige, at jeg indeni har været både bange, frustreret og har tænkt mange tanker om min familie, min fremtid og selvfølgelig også om mig selv. Det har været et hårdt forløb set i bakspejlet og jeg er heller ikke helt på dupperne endnu. Ud over et lille ar på halsen kan det være svært for nogle, at se hvordan man har det og jeg har haft mere brug for ro og alenetid efterfølgende. Jeg indtager en masse kalk med D-vitamin, for mine to tilbageblivende biskjoldbruskkirtler har ikke helt fundet ud af arbejde selv endnu. Så ind imellem sitre og ryster min krop indvendigt og det prikker og stikker i mine læber og fingre...det er tegn på at kroppen mangler calcium.

Det har nok ikke gjort det nemmere, at jeg oveni har fået en anden sygdom at forholde mig til. Egentlig er det ikke en ny sygdom, for jeg har haft den i mange år. jeg har bare ikke lige "belemret" min lægen med det, for der har jo været så meget andet.... Men nu har jeg fået en diagnose ;)

 I forbindelse med en kontrol af blodprøver hos egen læge var jeg om morgenen vågnet med et hjerte, der bare galoperede der ud af. Det har jeg oplevet så ofte og jeg har af og til et "anfald". Det vil sige mit hjerte slår alt for hurtigt, jeg får trykken og uro i hjertet og får fornemmelse af, at jeg ikke trækker vejret optimalt og efterfølgende er jeg bare mega træt. Nogle gange varer et anfald flere timer og denne dag, hvor jeg skulle til lægen og have taget blodprøver var en af dem.

Nu hvor jeg tilfældig var ved lægen, synes jeg da lige de skulle kikke på det og jeg fik taget et EKG. Derefter gik det stærkt, lægen ringede efter en ambulance og den kom med det samme. Jeg fik hurtigt lagt et drop i armen og fik noget hjertemedicin, da jeg var lagt på båren og på vej ind mod sygehuset fik jeg det igen bedre, men jeg slap ikke for en indlæggelse og de ville også lige tjekke for blodpropper. Jeg tog det nu ganske roligt, men oplevelsen har alligevel sat nogle tanker i gang. Jeg har fået konstateret atrieflimren også kaldet forkammerflimren og det er en af de hyppigste former for hjerterytme forstyrelser. Som udgangspunkt er atrieflimren ikke farlig i sig selv, men der kan opstå nogle alvorlige følgevirkninger. Der kan være en øget tendens til blodpropper i blandt andet hjernen og hjerte kan også svigte, hvis man i længere tid går rundt med en hurtig puls. Det slider på hjertet, så det er jo ikke så godt.

Jeg er i første omgang sat i blodfortyndende behandling og så skal jeg en tur til Skejby, hvor jeg skal have foretaget en Radiofrekvensablation. Man fører et kateter via lysken op i hjertet og så "brænder" man de celler væk, der forårsager hjerteforstyrelserne. Inden jeg kan få foretaget en radiofrekvensablation, skal mine INR værdier være stabile i 4 uger. (INR er en måleenhed, der angiver hvor tyndtflydende blodet er og hvor hurtig størkningtiden er). Så nu venter jeg bare og går til kontrol og jeg skal også en tur til Århus til nogle undersøgelser og noget mere information.

Ja helt kort blev det jo ikke, men jeg synes, jeg skyldte jer læsere, at fortælle lidt om, hvorfor jeg har været så fraværende. Energien til at blogge har ikke været tilstede, trods ønsket. Jeg har heller ikke fået lavet ret meget med hænderne, da jeg simpelthen har været for træt og har haft for ondt.

Nu tror jeg det går fremad igen og jeg har planer om at få lavet nogle indlæg, som bestemt ikke skal handle om sygdom og elendighed :)

Hæklet nisse på række

$
0
0

Opskriften på denne søde hæklede nisse har jeg fået lov til at dele på min blog. Det er Lisette Jørgensen, der har fået ideen og det er også hende, der har lavet opskriften.
Jeg har redigeret opskriften og jeg har også fået hæklet mig et par nisser på række.

Det sjove ved denne opskrift er, at man kan lave ranken så lang eller kort som man har tid og lyst til. Nisserne kan hænges op mange steder og vil bestemt også pynte på juletræet, når det bliver aktuelt til den tid. Nissen kan også bare bruges enkeltvis, men det sjove er jo at de hænger sammen :)

Jeg siger tusind tak til Lisette og jeg er sikker på at mange vil få glæde af opskriften og mon ikke der kommer til at hænge nogle nisser på rad og række rundt omkring - det tror jeg :)
Det er et hyggeligt og overskueligt projekt og så kan man eventuelt også få brugt nogle rester, for der går ikke meget garn til sådan et par nisser.

På dette billede kan man bedre se, hvordan nissen er sat sammen.
Opskriften på "Hæklet nisse på række" kan du hente lige HER

En hæklet frø inden montering

$
0
0

Jeg har som sagt ikke fået lavet meget håndarbejde over sommeren. Jeg fik startet på en frø, men fik den ikke hæklet færdig, før jeg havde en lang og ufrivillig pause fra blandt andet hækleriet.
Jeg har nu fået den lavet helt færdig og jeg vil glæde mig til at vise jer det endelige resultat. Jeg mangler lige at få redigeret nogle billeder med frøen i aktion. Indtil da må i "nøjes" med et før billede. Det ser lidt markabert ud, men jeg kan garenter jer for at det færdige resultat ikke bliver det mindste uhyggeligt ;)

Øjet kunne man nu godt bruge til halloween. jeg har engang set et gennemsigtig glas med låg, der var fyldt op med nogle filtede øjne.....Måske skulle jeg lave et glas med nogle hæklede :)
Sjovt at sådan en bunke kan blive til den sødeste frø i havedammen :) Men bare vent og se...
Hvis du synes du har set den før er det ikke helt forkert - opskriften er en "gammel" en af slagsen :)

Strikket stribet sjal med fine detaljer

$
0
0

Jeg er i gang med et stribet sjal/tørklæde, der er designet af Hanne Pjedsted. Sort og hvid symmetri hedder det. I opskriften er der foreslået Arwetta super fine merino uld. Jeg har valgt at strikke mit sjal op i Anina også fra Filcolana. Men Anina er en 100 % superwash merino uld. Det har jeg bestemt ikke fortrudt, det er utroligt lækkert og en fornøjelse at strikke med og det bliver dejligt blødt.


Jeg er vild med de små detaljer i sjalet, især opsamlingen i lænkekanten giver en flot kant - både på for- og bagsiden



Jeg er snart færdig med sjalet, det har været hurtigt at strikke - ene ret og så er det jo heller ikke mega stort. Billederne er derfor ikke helt op to date, men det bliver de jo ikke ringere af. En efterårsferie i sommerhus giver jo noget på strikkesiden :)
Glæder mig til at vise det helt færdige sjal - jeg håber, der er garn nok. Jeg har kun købt et nøgle af hver farve og nu krydser jeg fingre ;)



Græskar til Halloween

$
0
0

Det er nu lidt (u)hyggeligt med græskarhoveder. Hjemme hos os har vi efterhånden tradition for, at vi skærer mindst et hoved hvert år, der kan stå og pynte i haven eller ved indgangen.
Jeg synes det er sjovt, at man kan lave dem så forskellige og vi har endnu ikke haft nogle helt "magen" til dem sidste år. De her to fyre, synes jeg er blevet rigtig gode - de er fine både med og uden lys og det kan jeg rigtig godt lide.

Vi plejer også, at bruge kernerne. Jeg vasker kernerne, tørrer dem og vender dem i olie og salt og så rister vi dem i ovnen. En sund og lækker snack, der hurtig forsvinder som dug for solen.



Jeg vil ønske jer alle en rigtig god weekend. Jeg skal på weekendtur med min mand og 8 andre par. Det glæder jeg mig til. De fleste har jeg kendt i 36 år så det er jo efterhånden en del år. Man kan kun slappe af i deres selskab og så kan man også risikere at få ondt i maven af at grine - det er dejligt :)

Hæklet stor frø med butterfly

$
0
0

Så blev frødelene samlet og der er også blevet taget en del billeder. Jeg er bare blevet rigtig tilfreds med denne søde og efter min mening temmelig charmerende fyr :)

Flemming hedder han og han var meget nem at fotografere og jeg tror han nød hvert et øjeblik. Jeg er sikker på han også smelter et hjerte på en del af jer,,, der kikker med ....jeg er i hvertfald lidt forelsket :)
Frøer kraver jo normalt ikke rundt på en brændestak, men Flemming synes nu, at det var mega sjovt og spændende. Bagefter var det dog rart med et hvil i vante omgivelser. På en sten ved vandhullet, hvor alle vennerne som regel hænger ud.
" Jeg sidder lige og viser mig fra min bedste side....måske kommer der en lille frø pige forbi, som synes jeg er lækker og uimodståelig"
Ude på græsplænen var der mange æbler og Flemming ville gerne hjælpe med at samle dem sammen. Han fik også øje på en blomst som han mente han skulle give til en pige senere på dagen.
"Hej se mig lige. Ligner jeg ikke en cowboy, jeg mangler bare lige hatten. Nej jeg kan da også være en tapper ridder, der skal bekæmpe den onde drage og så vinder jeg den smukke prinsesse"
Frøen er hæklet efter min opskrift på hæklede frøer. Men jeg har hæklet denne udgave med tykkere garn. Jeg har anvendt puppets 100 % bomuld 8/8. Det grønne garn havde jeg på lager (jeg har brugt under 3 nøgler)  og de blå farver (en af hver) er købt hos den lokale Super Brugsen. Andre tykke bomuldgarner kan selvfølgelig anvendes, bare de har betegnelsen 8/8 og har en løbelængde omkring 70-80 meter/50 gram.
Jeg har hæklet frøen med nål nr. 4,5 og den er blevet ca. 54 cm

Desuden har jeg lavet et hæklet øje, så der er ikke brugt nogle sikkerhedsøjne til denne frø.
Endvidere har frøen fået sig en lille butterfly

Opskriften på frøen kan du købe HER og pigefrøen er der også opskrift på

Nedenfor har jeg nedskrevet de små ændringer/opskrifter der er lavet til Frøen Flemming.

Hæklet øje:
OBS.Selve øjet er hæklet med almindeligt bomuldsgarn 8/4 og med nål nr. 3 - den grønne del hækles med det tykke garn og nål nr. 4,5

1.            Start med at laves en magisk ring og hækl 4 fm i ringen (med sort)
2.            2fm i hver maske omgangen rundt = 8 masker i alt. Skift herefter til selve øjenfarven.
3.           *1 fm, 2 fm i næste maske* x 4 = 12 masker i alt
4.           *1 fm, 2 fm i næste maske* x 6 = 18 masker i alt. Skift herefter til hvid
5.           *2 fm, 2 fm i næste maske* x 6 = 24 masker i alt
6.+7.      = 24 fm
8.           *2 fm, 2 fm sammen* x 6 = 18 masker i alt
9.           = 18 fm
10.         * 1fm, 2 fm sammen * x 6 = 12 masker i alt
11.         = 12 fm Fyld øjet.
12.         *2fm sammen* x 6 = 6 masker i alt. klip og hæft tråden.
Broder et par sting med hvidt, så øjet får det helt rigtig udtryk :) Se evt billede fra dette indlæg


Lille hæklet butterfly:
OBS den hækles med almindeligt bomuldsgarn 8/4 og en nål nr. 3

Hækles frem og tilbage med hstgm (halvstangmasker) og der hækles hele tiden i bageste maskeled.
Start med 15 lm - vend og start i 2. lm fra nålen
hækl 14 hstgm, derefter 2 lm - vend
Gentag 3x.
Ri sammen på midten og kør tråden 2-3 gange stramt rundt og hæft.
Sy butterflyen på frøen.


Hæklet boble brødkurv med opskrift

$
0
0

For et stykke tid siden faldt jeg over den fineste boblekurv, som Helle Pedersen havde lagt op i en gruppe på facebook. Jeg vidste med det samme, at den her kurv var en af de ting, som jeg bare måtte lave ;)

Jeg har nu endelig fået hæklet en kurv til mig selv, fået taget nogle billeder og så har jeg fået lov til at dele opskriften her. Det er jeg selvfølgelig glad for og det tror jeg nu også, der er en del af mine læsere, som bliver glad for.
Jeg vil sige tak til Helle, der forøvrigt har sin egen gruppe på facebook "Hæklehygge med Klaras farmor" for at få lov til at dele opskriften her. TAK :)

Jeg har hæklet min kurv i rød - en rigtig jule farve. Så den er jo oplagt at bruge hele december måned. Kurven er perfekt til rundstykker og brød, men den vil nu også være rigtig fin til julens nødder eller mandariner.


Til min kurv har jeg anvendt helt almindelig 100 % 8/4 bomuld købt i den lokale Brugsen. Der var mange farver at vælge mellem, men den røde vandt altså denne gang :)

Opskriften til den hæklede kurv kan du hente ligeHER 

Juledekoration trods manglende julestemning.

$
0
0

Jeg er nok ikke den eneste i landet, der er blevet overrasket over, at vi allerede er et godt stykke inde i december måned. November måned er fløjet af sted og lige pludselig havde vi første søndag i advent og inden længe skal det 3. lys tændes.

Jeg har haft lidt svært ved at komme i julestemning i år. Der har været så meget, der skulle ordnes, som ikke havde med jul at gøre. Katrine er flyttet i lejlighed sammen med kæresten og det er der jo også gået lidt af min tid med. Jeg glæder mig på de unges vegne og heldigvis er det i Vejle, så det er jo i nabolaget :)


Jeg er stadig ikke helt ovenpå og i forhold til mit hjerte venter jeg bare på en operation. Den operation tror jeg nu også har en del skyld i mit manglende julehumør. Jeg skal indlægges d. 23. december ( og ja jeg har ringet og spurgt om det ikke er en fejl, men nej) og hvis alt går efter planen, bliver jeg udskrevet igen d. 24. december. Det satser jeg så stærkt på. Vi skal bare være os fire juleaften - min mand, børn og jeg. Heldigvis er jeg ikke selvskrevet til at stå for maden. Det skal manden og børnene nok klare. Men der er jo så lige nogle ekstra ting, der skal planlægges lidt før. For jeg skal bare ikke ligge i Skejby og spekulere for meget vel.
Det er forøvrigt også vores tur til, at stå for julefrokosten 2. juledag. Det skal der også lige være styr på. Heldigvis er jeg god til at lave lister og også til at uddelegerer opgaver til andre, når det skal være. Pu ha kan godt mærke, at jeg får lidt stress, når jeg ser ovenstående på skrift, men mon ikke det kommer til at klappe alligevel.

Selvom det lyder, som om jeg slet ikke har julehygget har jeg da fået lavet nogle juledekorationer. En af dem været til Katrine og farverne er valgt, så de passer  ind i deres nye spisestue. Potten fandt jeg i gemmerne og den passede perfekt i farven.Jeg elsker, når man kan bruge noget af det, som man har i forvejen.


Lækkert mega tykt garn

$
0
0

Det er blevet ret trendy, at strikke og hækle med mega tykt garn, så da jeg fik muligheden for selv at få det i hænderne, sagde jeg ja tak med det samme. Jeg har selv valgt farven og orange er en af mine yndlingsfarver lige p.t. så det valg var ikke svært.


Jeg har valgt, at lave en taske af garnet. Dels fordi jeg synes, at det kunne være en spændende udfordring, men også fordi jeg tænkte, at det kunne være sjovt at lave noget, som jeg ikke havde set andre lave af det mega tykke garn.



Garnet har jeg fået sponsoreret af Briella.dk og i pakken, som jeg modtog, var der også både en strikkepind og en hæklenål med. Jeg har derfor også valgt, at bruge både strik og hækling til mit projekt og det har jeg heller ikke set andre gøre endnu :)

Den færdige taske kommer selvfølgelig på bloggen, men indtil videre må i nøjes med billeder af det lækre garn. Det er en skam man ikke kan mærke gennem en skærm siger jeg bare, for garnet er bare så lækkert og blødt. Det er 100 % merino uld

Hæklet og strikket taske i mega tykt garn

$
0
0

Her er den taske, som jeg har designet/lavet i det tykke garn. Hvis jeg selv skal sige det, så synes jeg altså den er blevet ret fed og det har været mega sjovt og lidt udfordrende, at arbejde med det specielle garn.

Jeg havde flere ideer til tasken og jeg prøvede også lidt af undervejs - blandt andet lidt struktur og snoninger. Men det færdige resultat endte op med at være ret enkelt i udtrykket. Jeg synes det klæder garnet, at holde det simpelt. Det er altså heller ikke så nemt, at lave "fine" detaljer, når nu garnet har den tykkelse. Jeg har leget lidt med indtagningerne øverst og det giver nogle små detaljer, man måske ikke lige ser ved første øjekast.
Jeg har både hæklet og strikket og jeg synes, at overgangen mellem de to teknikker er blevet ret fin.


I forhold til hank havde jeg selvfølgelig også nogle overvejelser, men jeg blev ret hurtig enig med mig selv om, at der skulle læderremme på. Læderremmene er med til at understrege det rustikke udtryk, som jeg gerne ville have frem. Jeg kan godt lide kontrasten mellem det sorte læder og det orange garn. De sorte læderremme er forøvrigt nogle gamle bælter, som jeg fandt i en genbrugsbutik og de kostede 10,- stk.- så kan man vist ikke gøre det billigere.



Opskriften på tasken kan du hente lige HER. Men den kommer efter aftale med Briella.dk også til at ligge inde på deres webshop.
Viewing all 124 articles
Browse latest View live