![]() |
...det er sjalet Bifrost fra Garn Garagen, jeg taler om, hvis du er i tvivl :) |
Lige inden påske besluttede jeg mig for, at nu måtte jeg altså være lidt standhaftig og få strikket den stribede kant på sjalet færdig og derfor mangler jeg nu kun en enkelt pind og en aflukning, før jeg kan sige "færdig". Sjalet har været rigtig længe under vejs og der er pillet op mange gange, der er strikket baglæns ligeså mange gange og jeg er efterhånden ret træt af det sjal. Men mon ikke jeg skifter mening, når den sidste maske er strikket og sjalet er blevet vasket og spændt ud. Det er jeg faktisk ret sikker på. For jeg synes stadig, at det er et flot sjal og jeg kan rigtig godt lide de farver, som jeg har valgt til min udgave af Bifrost.
Når jeg er færdig med sjalet, så vil jeg strikke cardiganen til Andreas færdig og det glæder jeg mig rigtig meget til. Ikke at strikke den, men at få den færdig. Jeg hader at have projekter hængende over hovedet. Hvis ikke det var fordi, jeg havde lovet Andreas den ønskede cardigan, så havde den på nuværende tidspunkt været en "saga blot". Men nu har jeg lovet Andreas en hjemmestrikket cardigan og man skal betræbe sig på at holde, hvad man lover - især overfor sine børn :)
Jeg har forøvrigt haft en skøn påskeferie. Jeg håber alle har nydt påsken ligeså meget som jeg.
Katrine har været hjemme og vi havde en rigtig hyggelig tur til Flensborg i lørdags. De store indkøb blev det ikke til, men et par nøgler Alpaca Boucle kom med mig hjem og jeg tror nøglerne skal anvendes til noget uldent, der siger MÆ. Det er i hvertfald planen indtil videre.
Min gamle rullepølsepresser blev også fundet frem her i påsken og rullepølsen. der blev lavet, kan jeg ikke vise, for den er allerede spist. Men jeg kan fortælle, at den smagte super dejlig.
Hindbærsnitter har vi også bagt og spist. Det var nu ikke helt "ægte" hindbærsnitter, for marmeladen var en blanding af jordbær og hindbær, men det blev kagerne nu ikke ringere af. Marmeladen lavede jeg for ca. 14 dage siden, fordi strømmen til vores fryser var blevet afbrudt. Jeg ville selvfølgelig ikke bare smide alle de dejlige halvoptøede jordbær og hindbær ud, som jeg havde i fryseren, så jeg lavede samme dag en stor portion marmelade af bærene og det var resten af familien slet ikke utilfredse med.