![]() |
Den stor kasse med strikket julepynt :) |
Dette indlæg er også et tilbageblik. Den 28. september var jeg til en rigtig hyggelig Strikke og hæklefestival, der blev afholdt i Remisen i Brande. Festivalen havde forinden udfordret nogle forskellige strikkeklubber og foreninger til at komme med et dekoreret juletræ. Pynten skulle selvfølgelig være hæklet eller strikket. Selve juletræet kunne være hvad som helst. Jeg er medlem af foreningen "Seriøs strik for sjov" og vi var blandt de indbudte til. Vi har over sommeren arbejdet med vores tema, som vi ret hurtigt fandt ud af skulle være Peters jul.
Selve træet blev strikket og filtet af Anne, som har været tovholder i processen. Det er også hende, der har taget de billeder, jeg har brugt. Selve julepynten blev delegeret ud blandt de medlemmer, som ønskede at deltage i dette sjove projekt. Julepynten er alt sammen noget, der kan findes i nedenstående digt fra Peters jul.
Ved Juletræet
Aa, hvor det straaler! Nej, se dog blot,
hvor alle Lysene skinne!
Og se, hvor Træet er fuldt af Godt!
en Kat kan nu først jeg finde.
Og dér er et Horn og en Svane — aa!
Og dér er Pjerrot af Sukker;
ham skal jeg rigtignok passe paa,
naar siden vi Træet plukker.
Her hænger en Hest under denne Gren,
og dér er en Kurv med Pærer.
Og dér er en Mand, nej, sikken en!
En Tøffel paa Ryggen han bærer;
hvoraf han er lavet jeg ikke ved.
Men se blot Storken der oppe!
Og Kagedukker, som Hænderne ned
i Buxelommerne proppe!
Og Æbler, hvis Stilk er fint forgyldt,
og et Par Strømper af Kage
og Kræmmerhuse, som helt er fyldt
med Ting, som jeg nok gad smage!
Og Svøbelsebørn! Og se blot dér
to Frøer af Chokolade!
Nej, kom, der sidder en Ugle her.
Aa, hvor vi alle er glade!
Og store Figner i røde Baand
og Grise og Sukkerkranse! —
Bedstemoer, kom, tag fat i min Haand!
Nu skal vi om Træet danse
Prøv at gå på opdagelse i nedenstående billeder. Jeg har forsøgt at få så meget som muligt med. Der var mange, der brugte lidt tid i Brande på at finde de forskellige ting fra digtet og det var sjovt at se og høre, hvordan der blev snakket og peget rundt omkring træet.
Jeg glemte da vist lige at fortælle, hvem der blev vinderen af konkurrencen om det bedste træ. Det blev "Seriøst strik for sjov" fra Vejle og det var vi selvfølgelig ret glade og stolte over :)