Jeg vil da lige vise, at det går stille og roligt fremad med mit tørklæde, som jeg viste frem første gang HER.
Der bliver hæklet et par rækker ind imellem alle de andre ting, som jeg har gang i. Det er stadig hyggeligt og jeg tror på at det nok skal blive færdig...engang.
Jeg hækler med 22 forskellige farver og da jeg godt kan lide at styre lidt, har jeg valgt at alle farver skal bruges det samme antal gange. Derfor har jeg lavet et lille system, hvor jeg har opdelt en gammel trækasse med en pap-skillevæg. Den kan flyttes frem og tilbage alt efter hvor mange nøgler, der er på hver side. I den ene side er alle de nøgler jeg har hæklet med efterhånden og i den anden side dem jeg mangler. Derudover forsøger jeg at undgå, at de samme farver ligger op af hinanden. Ellers er det meget tilfældigt....eller så tilfældigt som det nu kan blive, når det er en kontrolfreak, der hækler ;)
Jeg kan rigtig godt lide, det miks alle farverne giver og også at der er farver, som jeg normalt ikke ville bruge sammen. Det gør det spændende og det er sjovt at se resultatet. Jeg hæfter enderne efterhånden og det synes jeg mærkeligt nok også er lidt hyggeligt og afvekslende.
Tilsidst vil jeg også gerne sige tak for alle de dejlige kommentarer, som jeg fik på mit sidste indlæg. Tiden løber lidt fra mig og det går så lidt ud over bloggen. Jeg håber på, at jeg snart kommer ind i en god rytme igen. Min mand er igen taget til Norge og skal være af sted 3 uger, men nu er de første 14 dage gået og jeg glæder mig rigtig meget til næste fredag, hvor jeg får ham hjem igen. Jeg er også blevet hundepasser, for et par hyrdehunde og de kræver jo også en gåtur i ny og næ. Jeg skal passe dem i 3 uger og nu er den første uge gået. Det er lidt af en omvæltning, når man til daglig bare har en lille mini gravhund, som ikke kræver det store. Chili er ikke blevet bedstevenner med hundene, men den acceptere dog at de er her.