For et par dage siden var jeg en tur i Rema 1000 sammen med min mand. Da vi kom op i kage/kiks afdelingen faldt mit blik straks på en pakke med de fantastiske kringler. Det synes jeg i hvertfald og jeg kunne med det samme se en masse muligheder i dem (især til jul). Det var ikke bare sådan nogle små almindelige kringler, men nogle i en vis kaliber. Hver kringle er 10 cm i bredden og 6 cm i højden, så de måtte altså med mig hjem, selvom vi kun er i juli måned endnu. Min mand rystede vist en lille smule på hovedet og mon han har tænkt, at nu rabler det altså for hende. Han kunne nu ikke helt lade være med, at smile af min begejstring og da jeg fik forklaret ham, hvor flot det ville være med lige disse kringler med rød- og hvidternet bånd til jul, forstod han mig vist nok lidt bedre ;) eller også lod han som om....
Kringlerne kostede kun en 10'er, er økologiske og de kan holde sig til d. 30. juni næste år, så helt galt går det vist ikke. Jeg har lovet, at de indtil brug skal opbevares i mit krea-værelse og det er nok også et godt og sikkert sted. Der er 14 kringler i pakken og det er der forhåbentlig også når vi kommer til december.